Hus Forbi var på midlertidigt besøg i Hou

Kære Houborgere!.

Jeg blev for nyligt af hus forbi bedt om at tage til Folkemødet på Bornholm som sælger, dog betinget af, at jeg faktisk genopstod som sælger af avisen,
(efter seks års fravær, der bl.a. skyldes for gode boligforhold).

Hus Forbi foran brugsen

I første omgang takkede jeg nej, fordi jeg er for priviligeret og fordi det af hensyn til projektets troværdighed og kundernes tillid bør være folk, der er ordentligt på røven, der sælger avisen.

Efter moden overvejelse er jeg stadigvæk på røven, men det er med usunde vaner, såsom at sidde derhjemme med hænderne i skødet og blive sindssyg af det – samt at ryge og drikke alt, alt for meget.

Jeg har længe planlagt at stoppe med at ryge, men har også på det seneste nået en erkendelse af, at hvis jeg nogensinde skal være en del af samfundet igen, efter over to årtiers konflikt med staten om min ret til at søge arbejde, så skal jeg også stoppe med at drikke.

Ædruelighed vil styrke disciplinen, så mit næste rygestop-projekt vil lykkes 100%.

Ved at bruge avisen til at komme ud i landskabet og gøre noget, svækkes min alkoholikerrefleks gevaldigt.
Også da jeg var rigtigt alvorligt på røven havde jeg en vis succés med avisen som afvænningsmiddel og aktivering, der også indebærer daglig kontakt med levende mennesker, som ikke sidder på bodega.

Hus forbi distributøren i Aalborg og jeg blev dernæst enige om, at det er i overensstemmelse med foreningen hus forbis målsætninger og værdier, at jeg genopstår midlertidigt som sælger, for at kunne optræde på Bornholm, når det, jeg bruger jobbet til, er at løse de problemer, der stiller mig helt udenfor samfundet på sjældendt set mange måder og meget i strid med min holdning og mine ambitioner.

Jeg er ikke god til at passe på mig selv, men jeg er en forbandet god købmand, når det kommer til at holde kunderne, hvad jeg har lovet – som i dette tilfælde er at løse nogle alvorlige problemer.

Der er heller ingen tvivl om, at det er Folketingets fejl og kun folketingets fejl, at jeg blev sat udenfor samfundet og gik til bunds, men i de senere år er jeg heller ikke i tvivl om, at det er min egen dårlige livsstil, herunder alkohol og tobak, der er den største forhindring for at jeg kan rejse mig igen og blive et helt menneske, der kan gøre noget til gavn for mig selv og for samfundet.

Jeg var ikke ude med aviser lørdag, dels fordi jeg manglede aviserne og dels på grund af en ringe vejrudsigt.

Hvis jeg ikke havde lovet både Anonyme Alkoholikere, hus forbi, hus forbi’s kunder og mig selv at blive ædru, så var jeg helt sikkert faldet i, var gået på bodega og havde fortsat med at grave min grav dybere, så meget, så jeg var på vej til at ryge på gaden igen.

Men jeg er både sådan en købmand der holder hvad han lover (tidligere Aldi-filialleder i København) og den af hus forbi sælgerne i Nordjylland, som politikerne får sværest ved, hvis de prøver at manipulere eller snakke udenom.

Det hænger altsammen rigtig godt sammen, at når jeg ved, at jeg har taget mig sammen og gjort min del som lovet, taget ansvar og levet op til det, så har jeg meget lettere ved at lyde troværdig, når jeg står og siger til politikerne, at de skal tage sig sammen og holde hvad de lover.

Jeg stopper som sælger igen, efter Folkemødet, men hvis Brugsforeningens bestyrelse ytrer ønske om at få en anden hus forbi sælger til at betjene hjørnet imellem blomsterne og tankstanderne, vil jeg forsøge at finde en egnet kollega, som jeg kan forklare, at Hou-borgerne gerne vil købe avisen, som jeg har erfaret.

Af hjertet tak til kunderne i Fredags foran Brugsen!

Selv om jeg var i Aalborg lørdag aften, var det mine forpligtelser overfor jer og foreningen hus forbi, der afholdt mig fra at falde i.

Når jeg står på Bornholm om en måned med diplom fra Anomyme Alkoholikere på en hel måneds ædruelighed – og er kvikkere i hovedet end politikerne, så er det jeres fortjeneste og kommer hus forbi sælgerne til gavn.

De bedste hilsener og på gensyn senere på måneden.

Hvis Houborgerne undrer sig over, hvordan jeg har fundet Hou, så er det sket, ved at jeg sagde ja, til en hovedrolle i en kortfilm (psykologisk thriller), der er indspillet i Hou Nord, i løbet af Januar-Marts.

Det var instruktørens valg. 😉

Henrik Kromann Hansen